Fra ung til voksen

Man plejer at sige “fra barn, til voksen” men i mit tilfælde, er det fra “ung, til voksen”
Jeg troede sådan set, at jeg allerede VAR voksen – også er det, at jeg spørg mig selv om, hvornår man kan definere sig selv, som “voksen?”
Det kan man, når man har en røremaskine i køkkenet, når man ejer en dejskraber eller man faktisk er begyndt, at sætte pris på, at 2 pakker toiletpapir, er på tilbud i FAKTA.
Jeg ejer begge redskaber, også storkøber jeg, hvis der er tilbud på toiletpapir – hahaha 😀
Så alt i alt, vil jeg jo FØRHEN mene, at jeg var “voksen”
Nu er jeg så alligevel kommet i tvivl om, hvor vidt jeg så også VAR dét!

Som skrevet i et tidligere blogindlæg, er der ikke længe til min termin, det vil faktisk sige, at der kun er 17 dage tilbage, helt præcist!

Da jeg for næsten 9 mdr. siden fandt ud af, at jeg var gravid, troede jeg ikke, at jeg kunne blive mere “klar” og “voksen” – jeg følte mig bestemt mere tilpas i min krop, jeg var ikke usikker på mig selv og mine evner, og jeg var bestemt ikke så let, at overbevise om, at jeg på et senere tidspunkt i graviditeten, ville gennemgå nogen stærkt psykiske ting!
– Men der må jeg trække det hele i mig igen, for hold da op, hvor kan der ske meget med psyken, på 9 mdr!

M og jeg, har købt os til en graviditets-app, som simpelthen bare er kanon!
Den fortæller alt om, hvordan barnet udvikler sig, hvordan et evt. forhold kan udvikle sig, også selvfølgelig, hvordan moderen psyke “udvikler” sig igennem graviditeten.
Alt sammen noget, som jeg synes er helt fantastisk, da man som første gangs forældre, ikke ANER hvad man gennemgår!
Dog tog jeg det stille og roligt, i forhold til dét med, at JEG psykisk, skulle nogen ting igennem – for jeg er nemlig eller åbenbart sådan en person, som tror, at jeg er urørlig i forhold til visse ting – men der må jeg sige, at jeg endnu engang tog fejl – jeg har lært en hel del om mig selv, de sidste par mdr, og det er gået hurtigt!

Hvad der præcis er sket, kan jeg faktisk ikke fortælle, for jeg er ikke selv helt klar over, hvad det er der er “sket” med mig.
Men én ting, som jeg har lagt utrolig meget mærke til er, at jeg DENNE gang og på dette tidspunkt i mit liv, rent faktisk føler mig voksen!
Jeg føler mig ikke “ung” længere, selvom jeg selvfølgelig stadig er ung! Jeg er 24..
Men jeg mener, at jeg har fået et helt andet syn på, hvad mit liv skal indeholde, hvilke mennesker jeg gider snakke med, og hvilke ting jeg gider at lægge kræfter og energi i!
– dertil et lille eksempel.
Jeg har en rigtig god veninde, som jeg har kendt i snart 10 år – hun eller vi, har fulgt hinanden i tykt og tyndt, og hun har selvfølgelig støttet mig igennem hele graviditeten. MEN…. dertil kommer et kæmpe men!
som sagt, har vi altid været der for hinanden, og jeg har altid sat en ære i, at jeg var “første” prioritet” når det galt, problemer, smalltalk eller andet. Men jeg må ærligt indrømme nu, at jeg faktisk ikke har lyst til, at have den “rolle” mere – jeg føler ikke, at jeg har plads eller overskud til dét, og det gør mig faktisk rigtig ked af det!
Jeg har tænkt længe over, at det overhovedet ikke er okay, og jeg skammer mig faktisk over, at være sådan en “dårlig” veninde!
Men et eller andet sted, kan jeg heller ikke lade være at tænke på, at der jo nu er noget helt andet i MIT liv, som skal være første priorteten, og det er mit kommende barn!
– Jeg har selvfølgelig intet sagt til hende, hvilket jeg bestemt heller ikke tænker at gøre – men jeg har bare en rigtig dårlig samvittighed, for jeg gør kun tingene halvhjertet, når det så gælder, at hun har brug for mig!

– Jeg kan godt forstå, at du sidder og tænker “hvad har det med, at være voksen at gøre?”
Men nu skal jeg fortælle en lille “historie” så du måske forstår, hvad jeg mener.

Min kære mor, er en kvinde med et meget stort hjerte, og som altid har kunne rumme, ALLE slags mennesker – hun tager folk ind, med åbne arme og giver dem hele sit hjerte, HVER GANG.
En farlig egenskab, vil nogen måske mene.
Min mor kender, denne omtalte veninde, og hun har netop gjort med hende, som ovenover fortalt.
I en lang periode, havde min veninde brug for en masse kærlighed, trykhed og familie, og det har vi givet hende – min mor har! Også altid gjort hende bevidst om, at hendes dør altid var åben!
Men.. en dag, er jeg på besøg hos min mor, og jeg fortæller, at min veninde har brug for, at hun ville snakke med hende, om nogen trælse ting. Jeg spørg jo, fordi jeg ved, at min mor ikke vil sige nej, eller det tror jeg hvertfald.

Min mor kigger på mig og siger så, at det desværre ikke noget hun vil hjælpe med – at hun ikke har overskudet til det, og har andre “vigtigere” ting i SIT liv, at tænke på!
– Jeg blev enorm vred på hende, og forstod slet ikke hvorfor, eller hvordan hun kunne sige sådan.
Jeg forlod den dag, min mor, i et mindre uvenskab!
Siden da, har vi snakket lidt om dét, og hun har forsøgt at forklarer mig, at man nogengange skal fokusere på sig selv, og sin egen familie, og at det altså er okay!
– Jeg forstod hende stadig ikke, men jeg lod være at sige noget, for hver mand er jo forskellig.

Men, så skete det også for mig!
Pludselig er der sket nogen ting i mit liv, pludselig har jeg udviklet mig i en anden retning, og måske sågar modet mig en hel del, på bare 9 mdr.
Hvertfald vil jeg mene, at jeg NU forstår min mors “budskab” om, at hun altså ingen energi havde til, at hjælpe andre, på daværende tidspunkt.

Ergo… min konklusion om, at jeg endelig er blevet “voksen” – fordi der nu er noget andet, som tager min prioritet – hvertfald for nu!

MEN… jeg har stadig den dårlige samvittighed, som jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med!
Er det okay, at trække sig fra den der “veninde” rolle, bare for en stund? burde jeg fortælle min veninde om det? og burde jeg overhovedet skamme mig?
Jeg er en afklaret, men stadig usikker kommende mor!

C H R I S T I N A