Når man som par, går hen og bliver gravide, florere der mange tanker i hovedet, på begge parter.
Som kvinde har man nogen helt klarer forventninger til sig selv, som mor, men som udgangspunkt også en masse forventninger til den kommende far!
Her er spørgsmålet så, om det overhovedet er okay?!
Det er vel okay, at man har forventninger til sig selv, sit fremtidige forhold og forældre rollen, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes det er okay, at stille krav, til de mange kommende fædre.

Selvfølgelig forventer man noget af sin partner, og man regner vel også med, at vedkommende bliver en “god” far, ellers havde man vel ikke valgt, at starte en familie – men alligevel slår tanken mig, at krav spiller en vigtig rolle.
Med krav mener jeg, at den kommende far vil skifte en beskidt ble, vil stå op om natten, rydde hjemmet op, når man som mor har brugt alle kræfter, og man måske er ved at gå ud af sit gode skind, fordi man ikke får nok søvn. MEN…. Kan man nu også sætte krav til dét, og have sådanne forventninger til mænd?
Jeg ved det ikke.
EN anden ting er, at jeg under min graviditet også havde helt klarer forventninger til, hvordan M ville være overfor mig – hvad han var villig til at gøre for mig, om det så gjalt, at kører de 25 km, vi har til MCD, for at købe en burger til mig, eller om han bare ville lade mig gøre alting selv.
Jeg havde selvfølgelig forventninger til, at han ville hoppe og springe for mig – måske ikke lige i starten, men hvertfald når maven kunne ses – men igen tror jeg bare, at vi kvinder tænker for meget over tingene, vi forventer for meget af vores mænd, så vi glemmer at sætte pris på, når de rent faktisk “opper” sig en hel del, udelukkende for vores skyld!
Vi burde lade være med, at overtænke alting ned til mindste detalje, også bare leve i NUET!
Jeg ved det lyder dumt, for gud hvor er det svært til tider, men jeg kan fortælle af erfaring, at når man holder op med, at forvente ting og sager, af de kommende fædre, ja så kommer det altså helt naturligt til dem – de gør faktisk mere for os kvinder, end vi nok lige observere! Det gør M hvertfald! og specielt efter, at jeg har sænket mine parader og sluppet forventningerne til M. Det virker også som om, at han trives bedre i graviditeten nu, og føler sig bedre tilpas omkring min mave, end han før gjorde, da mine forventninger til ham, var så høje!

Så dette indlæg er egentlig en hyldest til de kommende fædre, som alle holder temperamentet i ro, samt bærer over med os kvinder, som boomer af hormoner!
M er simpelthen så god til, at give mig et kram, når jeg får nogen hysteriske raseri anfald – han forholder sig i ro, og kommentere med, at jeg jo er fyldt af hormoner, og det nok skal gå alt sammen!

Vi havde et skænderi for nogen dage siden – Jeg blev simpelthen så vred, da vi skulle ud og gå med vores lille hund, og jeg kom alene ud af døren! M bad om 5 min, også ville han gå med mig. Men min utålmodighed gjorde, at jeg gik før han, og bestemt ikke havde tænkt mig, at vente bare 5 min mere!
Da tiden så trak en smule ud, og her mener jeg, at der MAKS var gået 8 min, blev jeg fuldstændig rasende! Jeg var så vred, at jeg endte med, at råbe og skrige om, hvorfor fanden han var så dårlig til, at overholde vores aftaler! Alt sammen i ren hormonforstyrrelse! Men han gav mig et kram, (gentagende gange, skal det siges, før jeg blev god)
Han bevarede roen, uden at hidse sig op og skælde mig ud, og mine kære ladies! det kræver altså nosser, så at sige!
Han er bestemt ikke dårlig til, at overholde vores aftaler – det var bare et mindre flip, som åbenbart skulle gå udover ham!
Sådanne “små” bagateller, ender man mange gange med, at flippe ud over! og hvor har jeg dog ondt af de mænd, som står model til dét!

Så lad os ikke glemme, at takke vores kommende fædre for, at bærer over med vores hormonflips! De har brug for at vide, at de gør det godt!
de skal trods alt også til, at være forældre – vi glemmer bare, at de går igennem ligeså mange psykiske ting, som vi kommende mødre gør!
Glem dem ikke! giv dem et kys og kram og sig tak for deres tålmodighed! De vil sætte pris på det!

C H R I S T I N A

Man plejer at sige “fra barn, til voksen” men i mit tilfælde, er det fra “ung, til voksen”
Jeg troede sådan set, at jeg allerede VAR voksen – også er det, at jeg spørg mig selv om, hvornår man kan definere sig selv, som “voksen?”
Det kan man, når man har en røremaskine i køkkenet, når man ejer en dejskraber eller man faktisk er begyndt, at sætte pris på, at 2 pakker toiletpapir, er på tilbud i FAKTA.
Jeg ejer begge redskaber, også storkøber jeg, hvis der er tilbud på toiletpapir – hahaha 😀
Så alt i alt, vil jeg jo FØRHEN mene, at jeg var “voksen”
Nu er jeg så alligevel kommet i tvivl om, hvor vidt jeg så også VAR dét!

Som skrevet i et tidligere blogindlæg, er der ikke længe til min termin, det vil faktisk sige, at der kun er 17 dage tilbage, helt præcist!

Da jeg for næsten 9 mdr. siden fandt ud af, at jeg var gravid, troede jeg ikke, at jeg kunne blive mere “klar” og “voksen” – jeg følte mig bestemt mere tilpas i min krop, jeg var ikke usikker på mig selv og mine evner, og jeg var bestemt ikke så let, at overbevise om, at jeg på et senere tidspunkt i graviditeten, ville gennemgå nogen stærkt psykiske ting!
– Men der må jeg trække det hele i mig igen, for hold da op, hvor kan der ske meget med psyken, på 9 mdr!

M og jeg, har købt os til en graviditets-app, som simpelthen bare er kanon!
Den fortæller alt om, hvordan barnet udvikler sig, hvordan et evt. forhold kan udvikle sig, også selvfølgelig, hvordan moderen psyke “udvikler” sig igennem graviditeten.
Alt sammen noget, som jeg synes er helt fantastisk, da man som første gangs forældre, ikke ANER hvad man gennemgår!
Dog tog jeg det stille og roligt, i forhold til dét med, at JEG psykisk, skulle nogen ting igennem – for jeg er nemlig eller åbenbart sådan en person, som tror, at jeg er urørlig i forhold til visse ting – men der må jeg sige, at jeg endnu engang tog fejl – jeg har lært en hel del om mig selv, de sidste par mdr, og det er gået hurtigt!

Hvad der præcis er sket, kan jeg faktisk ikke fortælle, for jeg er ikke selv helt klar over, hvad det er der er “sket” med mig.
Men én ting, som jeg har lagt utrolig meget mærke til er, at jeg DENNE gang og på dette tidspunkt i mit liv, rent faktisk føler mig voksen!
Jeg føler mig ikke “ung” længere, selvom jeg selvfølgelig stadig er ung! Jeg er 24..
Men jeg mener, at jeg har fået et helt andet syn på, hvad mit liv skal indeholde, hvilke mennesker jeg gider snakke med, og hvilke ting jeg gider at lægge kræfter og energi i!
– dertil et lille eksempel.
Jeg har en rigtig god veninde, som jeg har kendt i snart 10 år – hun eller vi, har fulgt hinanden i tykt og tyndt, og hun har selvfølgelig støttet mig igennem hele graviditeten. MEN…. dertil kommer et kæmpe men!
som sagt, har vi altid været der for hinanden, og jeg har altid sat en ære i, at jeg var “første” prioritet” når det galt, problemer, smalltalk eller andet. Men jeg må ærligt indrømme nu, at jeg faktisk ikke har lyst til, at have den “rolle” mere – jeg føler ikke, at jeg har plads eller overskud til dét, og det gør mig faktisk rigtig ked af det!
Jeg har tænkt længe over, at det overhovedet ikke er okay, og jeg skammer mig faktisk over, at være sådan en “dårlig” veninde!
Men et eller andet sted, kan jeg heller ikke lade være at tænke på, at der jo nu er noget helt andet i MIT liv, som skal være første priorteten, og det er mit kommende barn!
– Jeg har selvfølgelig intet sagt til hende, hvilket jeg bestemt heller ikke tænker at gøre – men jeg har bare en rigtig dårlig samvittighed, for jeg gør kun tingene halvhjertet, når det så gælder, at hun har brug for mig!

– Jeg kan godt forstå, at du sidder og tænker “hvad har det med, at være voksen at gøre?”
Men nu skal jeg fortælle en lille “historie” så du måske forstår, hvad jeg mener.

Min kære mor, er en kvinde med et meget stort hjerte, og som altid har kunne rumme, ALLE slags mennesker – hun tager folk ind, med åbne arme og giver dem hele sit hjerte, HVER GANG.
En farlig egenskab, vil nogen måske mene.
Min mor kender, denne omtalte veninde, og hun har netop gjort med hende, som ovenover fortalt.
I en lang periode, havde min veninde brug for en masse kærlighed, trykhed og familie, og det har vi givet hende – min mor har! Også altid gjort hende bevidst om, at hendes dør altid var åben!
Men.. en dag, er jeg på besøg hos min mor, og jeg fortæller, at min veninde har brug for, at hun ville snakke med hende, om nogen trælse ting. Jeg spørg jo, fordi jeg ved, at min mor ikke vil sige nej, eller det tror jeg hvertfald.

Min mor kigger på mig og siger så, at det desværre ikke noget hun vil hjælpe med – at hun ikke har overskudet til det, og har andre “vigtigere” ting i SIT liv, at tænke på!
– Jeg blev enorm vred på hende, og forstod slet ikke hvorfor, eller hvordan hun kunne sige sådan.
Jeg forlod den dag, min mor, i et mindre uvenskab!
Siden da, har vi snakket lidt om dét, og hun har forsøgt at forklarer mig, at man nogengange skal fokusere på sig selv, og sin egen familie, og at det altså er okay!
– Jeg forstod hende stadig ikke, men jeg lod være at sige noget, for hver mand er jo forskellig.

Men, så skete det også for mig!
Pludselig er der sket nogen ting i mit liv, pludselig har jeg udviklet mig i en anden retning, og måske sågar modet mig en hel del, på bare 9 mdr.
Hvertfald vil jeg mene, at jeg NU forstår min mors “budskab” om, at hun altså ingen energi havde til, at hjælpe andre, på daværende tidspunkt.

Ergo… min konklusion om, at jeg endelig er blevet “voksen” – fordi der nu er noget andet, som tager min prioritet – hvertfald for nu!

MEN… jeg har stadig den dårlige samvittighed, som jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med!
Er det okay, at trække sig fra den der “veninde” rolle, bare for en stund? burde jeg fortælle min veninde om det? og burde jeg overhovedet skamme mig?
Jeg er en afklaret, men stadig usikker kommende mor!

C H R I S T I N A

Hej læsere.

Jeg har i længere tid, fået en hulens masse respons på, min første video, hvor jeg snakker om medicinsk cannabis.
Nu har jeg lavet en ny, og jeg håber at, det kan give lidt hjælp til dem derude, som søger det!
Jeg vil lige undskylde på forhånd, at man ikke kan se hele mit ansigt!
Sådan fungere det åbenbart, at filme på en Iphone! ØV!

C H R I S T I N A

Hej med jer.

Gud hvor er der gået lang tid, siden jeg har skrevet et indlæg herinde på bloggen, men der er simpelthen bare sket så meget, på kort tid, at jeg faktisk ikke har haft tid eller overskud til, at sætte mig ned og skrive nogen former for indlæg.

Jeg har oplevet det vildeste, jeg tror man kan opleve i livet – JEG ER GRAVID!
Dog har jeg ikke født endnu, men jeg har termin d. 3/3-17 og det er meget snart, så jeg er utrolig spændt!
De af jer, som har læst med, kender også en lille smule til M, og hvis jeg husker korrekt, så har jeg vidst også fortalt jer, at han ikke ville have børn, før om meget lang tid!
MEN, da jeg sidst i juni mdr. fandt ud af, at jeg var gravid, brød hele min verdens simpelthen sammen!
Længe havde jeg gået og ønsket mig, at det skete, bare fordi jeg så gerne ville se, hvad det egentlig betød.
(Ja, jeg ved det er en underlig tanke, men det er sandheden)
Da jeg så får denne dejlige nyhed, kan jeg ikke andet end, at sætte mig til, at stor tude! Jeg græd og græd, og jeg anede ikke mine egne levende råd.
Det skal lige siges, at der altså er langt fra tanke til handling, og når ens ønske PLUDSELIG går i opfyldelse, ja så står virkeligheden altså, og banker på!
Normalt ville jeg have forventninger til, hvad der så kom til at ske, men denne gang, blev jeg slået omkuld – jeg var måske aller mest bange for M’s reaktion, da jeg jo vidste hvordan han havde det, med børn.
Men M kom imod mig, med den fine test i hånden og gav mig verdens største knus – Han holdte mig så tæt ind til sig og hviskede mig i øret “Vi beholder det” Jeg kiggede op på ham, og nu med endnu flere tårer i øjnene og snot hængende ud af næsen – jeg tror jeg fik fremstammet noget i stil med “Jamen, vi har jo ingen sted at bo” mens jeg snøftede det bedste jeg havde lært – IGEN kom denne superhelt mig til undsætning og sagde, at tingene slet ikke så så sorte ud, og jeg bare skulle tage det stille og roligt, for alt skulle nok gå – nu skulle vi starte vores egen lille familie!

NÅÅRH, hvad siger i så? Kunne man ønske sig noget bedre, end sådan en mand?!
Jeg føler mig som jordens heldigste!

Nu da vi så næsten er igennem hele graviditeten, må jeg indrømme, at jeg ikke kunne være lykkeligere!
Selvom jeg i snart 9 mdr. har gået med SINDSYGE tanker omkring mig selv, vores lille baby, vores forhold og om der skulle ske en eller anden natur katastrofe, ja så kan jeg faktisk snart ikke vente mere.
Jeg har aldrig været så “langt ude” men jeg skyder skylden på hormonerne! 😉
Det er ikke nemt at være gravid, jeg er konstant bange, så er jeg glad, måske lidt ked af det, også tilbage til nervøsiteten! MEEEEEEEN…. det hele skal nok gå! Koldt vand i blodet, Christina…

– Nu blev min fortælling lidt længere end forventet, så jeg cutter altså lige historien, for at nå til min pointe!
Jeg fik igår taget nogen graviditets billeder, som jeg meget gerne vil dele med jer, og have lidt respons på!
Da jeg jo som sagt kun har en mdr. til termin, er jeg altså ret stolt af, hvordan min mave ser ud!
Så here you go guys – kom med så meget ris og ros i kan, da jeg er ufattelig selvkritisk!

C H R I S T I N A