Helvedes barndom?

Hej læsere.

I er efterhånden ved, at lære mig en smule at kende, på mine mange opslag, omkring alt muligt og ingenting. Men jeg vil gerne tage jer med ind i min verden, mit hoved, mine tanker og følelser, for jeg er ikke vokset op, som mange andre er – jeg har ikke haft en nem barndom eller nogen nemme teenage år, og mit voksenliv ser heller ikke ud til, at blive meget bedre.

jeg vil starte fra starten, af det hele, så i alle har en ide om, hvad min barndom, er gået ud på.
Jeg er vokset op med to helt almindelige forældre, en far som havde fis i kasketten og en mor, som kunne bibeholde overblik. De to, var i mit hoved den bedste kombi (det synes man vel altid, som barn)
Der var intet hændt i mine tidlige år, men da mine forældre beslutter sig for, at flytte til bedre by, hvor folkeskolen er bedre, måtte jeg jo flytte med – jeg ville ellers ikke, for min bedste ven, og faktisk også min eneste ven, hed Flemming, og han var min nabo. Godt nok var han en rigtig gammel mand, men han gav mig en følelse af trykhed, som ikke engang min mor kunne give mig!
Så da jeg blev “revet” fra ham, måtte jeg jo indse, at det nok var tid til, at komme videre og blive større.
Som barn var jeg meget stille, og jeg kunne ikke finde ud af, at sige fra, hverken overfor mig selv, eller andre, og det skulle vise sig, at bide mig bag i!
Da vi flyttede, flyttede vi til en lille provinsby som hedder Hasselager – et rigtig dejligt sted, og der var udsigt til, at jeg faktisk kunne finde mig nogen rigtige venner.
på det her tidspunkt, har jeg ikke været mere en 7 år gammel, så det burde jo ikke være svært, at finde nogen legekammerater?
Alligevel, skulle jeg mænge mig med de lidt større børn, og det gjorde, at min veninde Jannie, som var 4 år ældre end jeg, fik lokket mig til nogen rigtige frygtelige ting, som jeg selvfølgelig altid blev opdaget i.
En eftermiddag, da Jannie og jeg, var kommet hjem fra skole, legede vi sammen, som vi altid gjorde.
Vi havde bygget en hule, tæt ved et hyggeligt stort buskads, tæt på, hvor vi boede. Men der manglede noget i hulen, mente Jannie, og hun tvang mig derfor over til en mose, i den nærliggende skov, og bad mig vandre ud, på en tynd planke, som lå midt ude på mosen!
Hun må være tosset, tænkte jeg, for min far havde altid sagt, at man ALDRIG måtte gå på en mose!
Men jeg gjorde det, for dengang var jeg barnet, som altid blev mobbet og trynet af andre, og når jeg fik muligheden for, at vise hvad jeg turde og hvor sej jeg var, så tog jeg muligheden – hvilket jo var rigtig dumt!
Der skete heldigvis ingenting, og jeg kom helskindet over på den anden side, af mosen.
Da vi en anden gang, skal lege sammen, har Jannie pludselig fundet på, verdens sjoveste leg, hvertfald ifølge hende selv.
Det var sådan set også skide sjovt, mest fordi jeg nok ikke forstod alvoren og faren ved dét, jeg gjorde, eller retter, dét hun fik mig til!
Legen gik ud på, at vi skulle stille os ude midt på vejen, altså på de hvide midterstriber og vente på, at der kom en bil kørende forbi – når den gjorde det, skulle vi løbe til hver vores side af vejen og gemme os! Altså så belisterne troede, at de næsten kørte os ned!
Det krævede en ordenlig potion mod, men jeg gjorde det, og efter 20 gang, var det jo legende let – intet gik galt, IGEN.
INDTIL en dag, hvor det desværre var min far, som var én af billisterne.
Jeg kunne genkende bilen, og da jeg så ham, sprang jeg ind til siden og gemte mig i busken, i håb om, at han ikke så mig! Men nej, Det gjorde han! Og i kan tro, at jeg fik mig en lærestreg!
Jeg mistede derefter Jannie som veninde, og set i bagspejlet, var det måske også ganske fint!
Hvad kvinden tænkte på, aner jeg virkelig ikke…
Alt det, stråler måske af en helt normal barndom, med dumheder imellem, men imellem alt det her, havde jeg store problemer på hjemmefronten.
Jeg var ikke problemet, men det var mine forældre.
Det startede ud, som det gør hos mange andre familier, men skænderier og så videre..
Vi var ikke anderledes fra andre, og det er vigtigt at nævne.
Hvergang de skændtes, løb jeg op på mit værelse for, at holde mig for øerne, indtil de var færdige – mange af de episoder har jeg fortrængt, hvilket er for det bedste.
Da de så tog beslutningen om, at gå fra hinanden, brød min verden fuldstændig fra hinanden!

Det gjorde den fordi, jeg på et tidspunkt, havde lagt alt min energi i, at bede til gud om, at de ville gå fra hinanden, og NU fik jeg, hvad jeg havde bedt om.
Mine forældre og jeg, lavede alting sammen, og forstil dig, at få rykket alle vandte rammer væk, fra den ene dag til den anden.
Min mor betrykkede mig med, at det hele nok skulle gå, og at det nu sikkert ville blive meget sjovt, med 2 forskellige steder, at bo.
Men det skulle vise sig, at være noget helt andet.

Jeg græd meget, hvergang min far forlod huset – jeg higede mig nærmest fast til hans ben, så han ikke kunne gå, mens jeg råbte “DU MÅ IKKE FORLADE OS FAR!” Dén sætning, kan stadig gøre mig helt paf, og jeg forbander langt væk, at det var nogen følelser jeg var tvunget til, at håndtere i den alder!

– Jeg blev smidt til en psykolog, da min mor mente, at det nok var bedst, at bede om noget professionelt, da jeg nu var så knust som jeg var – jeg lå hver aften i min seng, og bad til gud med alt håb jeg havde om, at de skulle finde sammen igen, og at jeg ikke mente, hvad jeg ønskede den gang! Desværre skal man passe på med, hvad man ønsker sig 🙁

Jeg kæmpede med følelsen af svigt i næsten 2 år, og da jeg blev det ældre, det vil sige 12 år, begyndte min mørke og dystre teenage tid.
Man skulle tro, at jeg var som alle andre skilsmissebørn, men det er jeg desværre ikke, for da mine forældre gik far hinanden, mistede jeg ikke kun far, mor og barn forholdet, jeg mistede BOGSTAVELIGTALT min far!
Nej, han er ikke død, men pludselig ville han bare ikke, have noget med mig, at gøre mere – sådan fra det ene tidspunkt, til det andet.
Jeg husker den første skuffelse, min far gav mig – der var jeg ikke mere en 9 år, og mine forældre var lige gået fra hinanden. Min far havde lovet mig, at vi skulle i legoland, for der havde jeg aldrig været. Jeg havde glædet mig i ugevis, og da dagen kom, kunne jeg næsten ikke vente.
Da jeg står meget forventningsfuldt og venter på min far, ringer min mors telefon, og jeg kan hører og se på hende, at der er noget galt. Hun er vred!
Hun smider røret på, og sætter sig så ned på hug foran mig, og tager mine hænder “Lille skat, din far kommer ikke, han havde ikke tid alligevel”
AV! Den ramte mig liiiiige i hjertet, og jeg var synderknust resten af dagen.
Episoder som denne, har været hverdags kost igennem hele mit liv, næsten og jeg kan fortælle jer, at det aldrig er noget man bliver vant til, altså svigt fra sine forældre, at føle sig uønsket og tilsidesat!
Ikke nok med, at jeg måtte acceptere, at sådan gjorde min far, så måtte jeg også acceptere, at han ikke ville hente og bringe mig, når jeg skulle have weekend, med min far – i en alder af 10 år, måtte jeg tage bussen alene, hele vejen gennem århus og mer til.
Det kan måske lade sig gjorde, hvilket det også gjorde, men det er ikke lige dét, man håber på, som 10 årig.
Igen skabte han følelsen af svigt, i mig.
Da jeg så blev lidt ældre, med et år eller to, ville jeg gerne dyrke sport.
Min mor kunne selvfølgelig ikke betale det hele selv, så vi spurgte min far – men heller ikke det gad han, for han mente ikke, at det var hans pligt – igen måtte jeg afskære mig selv fra sociale ting, fordi der ikke var penge til det.
Da min far så får sig en kæreste, ved navn Lisselotte (heksen) som var dét, jeg selv kaldte hende, blev tingene meget værre end før.
Hun havde en datter, og min far synes jo, at det var verdens bedste ide, at flytte sammen med de to, så der ikke var plads til mig.
Mit værelse blev lavet om til, hendes datters også kunne jeg ellers sove dér, når jeg kom på besøg.
Nu var det ikke kun min far, som var efter mig, men også hende. Jeg har altid været en kreativ sjæl og opdragen også, for den sagsskyld! Når alt blev for meget for mig, trængte jeg væk for at tegne.
Jeg husker en episode, hvor jeg og Lisselottes datter havde siddet og tegnet. Jeg havde ganskevist ryddet alt mig grej på plads, og det var derfor kun hendes, som manglede.
Pludselig hør jeg Lisselotte råbe og skrige på mig “Christina, kom ned og fjern dit lort”
Da jeg meget forsigtigt går ned af trappen og siger “det er altså ikke mig” tager hun en tus, og kaster efter mig.
Den ramte mig heldigvis ikke, men alligevel!
I blandt alt det her, så min far til og gjorde intet.
Han har svigtet mig på alle punkter, og selvom jeg har haft en mor, blev jeg også der udstødt, fordi jeg var en UMULIG teenager.
Jeg havde ikke rigtig nogen steder, at føle mig hjemme, og det gjorde kun følelsen af svigt endnu større.
Min mor smed mig ud, og kaldte mig grimme ting, min far ville ikke lytte til mine problemer omkring ham og Lisselotte, og til sidst måtte jeg sgu heller ikke komme på besøg hos min far mere – hendes datter, havde ikke nok privatliv, når jeg var der!

Alt denne svigt, uønskethed og afmagt hobet sig op i mig, og i takt med, jeg ramte teenage årene, blev jeg mere og mere hård, indeni.
(folk spørg mig tit om, hvorfor jeg kan være så koldt et menneske, og jeg tror det er fordi, man i en meget tidlig alder, har fået nogen grimme ar på sjælen”

Da jeg var 12 år, fik jeg pludselig den ide, at skære i mig selv.
Jeg skar så meget i mig selv, også voldsomt, at jeg desværre stadig har en masse ar, den dag i dag.
Den første gang, hvor jeg skar i mig selv, var med en køkkensaks.
Når man bruger selvskadende metoder, er man ude efter, at mærke, at man lever. Den følelse fik jeg, når jeg så blod, for så kunne jeg pludselig placere min smerte fysisk, i stedet for psykisk!
Jeg led af voldsomt hjertesorg – jeg havde så ondt indvendig, at jeg kun kan beskrive smerten, som åndenød og følelsen af, at man bliver stukket i hjertet, gentagene gange!
– Nå, men jeg står min saksen i hånden, og da den fungere lidt ligesom sandpapir på et stykke træ, “gravede” jeg bare et 1cm dybt hul i min arm i stedet. Det blødte ikke, og jeg var så fortvivlet!
Det blev desværre senere opdaget, og min mor tvang mig IGEN IGEN IGEN og IGEN til en psykolog!
– det gik som alle andre gange og jeg tog mine ting og skred fra samtalen.
Dengang havde jeg en ide i hovedet om, at jeg SAGTENS kunne klare alting alene, jeg behøvede ikke andres hjælp!
Det er også vigtigt at nævne, at min far havde et frygteligt alkoholmisbrug!
Ikke noget jeg led så meget under, men det spiller en rolle alligevel.

Nu springer jeg en del år, og jeg skal nok fortælle jer meget mere om min historie i en Vlog i stedet.
Jeg vil også meget gerne vise jer alle mine journaler fra psyiatrisk hospital, statsforvaltningen og den manglede hjælp fra kommunen!
Et brændende ønske jeg havde var, at blive henkastet til min mormor og morfar! De bedste mennesker, som jeg har i mit liv. Kald dem lidt for “reserve forældre”
For at komme til en ende, vil jeg fortælle jer, om mit selvmordsforsøg.
Ja, sådan et har jeg også haft, og det bunder jo i alt det lort, jeg er blevet trukket igennem!
Hvertfald mistede jeg ikke livet (heldigvis) og jeg fik mine forældres opmærksomhed for en stund.
Det sørgelige ved forsøget var, at jeg gjorde det i en alder af 18 år!
Så kan du selv regne ud, hvor længe (hele mit liv) jeg har båret på svigt og sorg, i så stor en grad, at jeg havde en stor klump i brystet, som ikke kunne fyldes ud – hvad der mangler dér, ved jeg endnu ikke, og dén rejse, er jeg stadig på!
Hvad angår detaljerne i mit selvmordsforsøg, vil jeg skrive et indlæg en anden gang, hvis i er interesseret i, at høre om dét!
Da dette forsøg fandt sted, var det fordi min film knækkede for alvor, denne gang.
Jeg havde fødselsdag, jeg fyldte 18 år, og jeg havde lavet en aftale med min far IGEN om, at vi denne gang skulle ud og køre gocart og derefter ud og spise.
Men igen lavede han samme trick, og aflyste PÅ DAGEN!
Der sad jeg tilbage, som 18 fyldte år og med tårende rendende ned af kinderne. ØV OSSE.

Efter dét, tillod jeg mig selv, aldrig at blive skuffet over min far igen (det virker ikke) Jeg bliver stadig ligeså skuffet, og selvom jeg er 24 år, gør han stadig samme numre, som i min barndom.
Han forsøger dog, at være lidt mere far nu, end han nogensinde har været, men det er desværre bare forsent.
Som sagt tillod jeg mig selv, at være glad også og jeg fandt derefter en kæreste, som jeg troede var mit livs kærlighed.
Men fordi jeg lider af omsorgsvigt og faderkomplekser, er jeg en hård negl, at være sammen med.
Jeg endte desværre i et forhold med vold, så meget vold og så voldsomt, at jeg til sidst var bange for, mine egne handlinger.
Alt det vold, var noget jeg troede jeg også voksede fra, men desværre ikke. Jo ældre jeg bliver og mere ondt gør det.

I forhold til, hvad der videre skete i mine teenage år, er det en lang fortælling, som i nok skal få en anden gang.
Men det er derfor også vigtigt at nævne, at jeg havde min første kæreste om 12 årig, hvor jeg også mistede min mødom!
Gad vide hvor, jeg havde været i dag, hvis det ikke havde været for den kæreste, dengang. Men alligevel var tingene ikke gode, for dér var der også vold blandt, dog ikke så slemt, som med ovennævnte, men det var der også i en ALT for tidlig alder – han var 3 år ældre end jeg dengang, så han “vidste” bedre end jeg – troede jeg!

Jeg skriver ikke dette indlæg for, at få noget som helst medlidenhed, jeg skriver det fordi, jeg synes det er så vigtigt, at andre også ved, hvad mennesker som jeg og med disse barndomme, har været igennem.
Når jeg bliver vred, får jeg tit at vide, at jeg er sindsyg eller at jeg ikke er et menneske, og jeg forstår godt HVORFOR folk siger som de gør, men at dømme udfra dét man ser, er ikke altid korrekt.
Den vrede og afmagt, jeg stadig føler i en alder af 24 år, forsvinder ikke bare..
Den vil altid ligge der, og selvom jeg er blvet meget bedre til, at håndtere mig selv, min vrede og mine følelser, så giver det, mig alligevel problemer.
Faderkomplekser og omsorgssvigt, er nok noget af dét, jeg afskyer mest!
Et opråb til jer, som sidder derude og kender til lignene historier med børn, som sidder i saksen nu – GØR NOGET, ligegyldigt hvad det så er, om det er en snak, et knus eller andet, betyder ingenting! Det som betyder noget er, at man VED, der er nogen som gør noget og bekymre sig, om en! og som barn, er det virkelig et behov der skal udfyldes – man skal ikke gå og føle sig uønsket, som barn!
Så husk på, at kan du nikke genkendende til hvad jeg skriver, så er det IKKE din skyld!
Det vil det aldrig være!

Jeg håber ikke, at der kommer alt for mange negative kommentar, da det her emne, er et, som virkelig sidder dybt i mig.
Jeg vil med glæde fortælle jer alt, hvis i ønsker det, men sig til først!
Tak for jeres opmørksomhed!

XoXo – Christina

C H R I S T I N A